Vi går alle sammen igennem vores liv, og er i tvivl om, hvorvidt vi er på rette kurs. Som børn går vi rundt, og kigger måløst på de voksne: de her fantastiske mennesker, der har 100% styr på alt i livet, og ved præcis hvordan tingene hænger sammen. Det er hårdt, når man bliver ældre, og finder ud af at det var én stor illusion. Ingen aner hvad de laver: men vi har alle sammen en nogenlunde idé om, hvilken retning det giver mest mening at bevæge os i. Vi er bare en flok nøgne aber, der har lavet en masse regler og bygget en masse bygninger. Det hænger alt sammen okay pænt sammen, men det betyder ikke, at vi har fuldstændigt styr på noget som helst.
Da det gik op for mig, at min bedstefar var ligeså forvirret omkring meningen med livet som jeg selv var, ramte det mig nok hårdere, end det rammer de fleste andre. Jeg låste mig inde på mit værelse, og følte mig helt ude af den i næsten to uger. Hvis folk der var mange gange ældre end jeg ikke havde knækket meningen med livet endnu, hvordan skulle jeg så have en chance for at finde hoved og hale i tingene?
Men nogle gange, så skal der bare en enkelt handling til, for at give nok lys til at fortsætte sin rejse. For mig var den handling, at jeg tog ud til Efterskolernes dag. Jeg var egentligt så deprimeret og ligeglad med alting, at jeg var lige ved at aflyse. Men et eller andet fik mig til at tage af sted alligevel. Det var det øjeblik, mit liv kom på rette kurs. For pludseligt var jeg omringet af andre unge mennesker, der søgte svar på samme måde som jeg gjorde. Forskellen var, at de unge der havde boet på efterskolen et stykke tid, virkede langt mindre nervøse over ikke at have alle svarene endnu. De virkede derimod så i live og glade: hvordan kunne de smile, når livet er så kaotisk?
Der var kun én måde for mig, at finde ud af det på: jeg meldte mig ind på efterskolen. Det var en virkelig lærerig og lettere skræmmende proces, at skulle hive teltpløkkerne op og flytte et helt andet sted hen. Jeg kendte ikke en eneste anden person på efterskolen, og jeg er normalt ret stille, så det tager mig typisk lang tid at danne venskaber. Men ikke her: efterskolen er et magisk sted, hvor spillereglerne er anderledes. Indenfor de første par dage, havde jeg lavet venskaber der var mere åbne og ærlige, end nogen jeg nogensinde har haft før. Jeg følte at jeg kunne være fuldstændigt mig selv, og ikke skulle tage en maske på hver gang jeg interagerede med folk. Det var igennem lange filosofiske diskussioner med disse nye venner, at jeg i løbet af de to år på efterskole, holdt op med at frygte alt det ukendte i livet. Jeg havde ikke fundet svarene på alle spørgsmålene: men jeg havde lært, at det ikke var vigtigt.
